Åstrup

Joaquins workshop i Åstrup Forsamlingshus foregik rundt om et smalt fem-seks meter langt bord, som var dækket af lysegrøn skumplast af den slags, der normalt bruges som underlag, når man lægger gulv. Skumplasten var fastgjort til bordet med malertape, og ovenpå skumplasten lå hobbyknive og blyanter.

Joaquin præsenterede sig og fortalte om, hvad der skulle ske i løbet af de næste to timer. Det handlede om at tænke på Åstrup – på steder, hændelser, minder, adresser, sætninger og alt muligt andet med forbindelse til byen. Efterfølgende handlede det om at tegne, skære eller skrive tankerne om byen ned på skumplasten, som siden ville blive til en trykplade til et stort fælles billede.

Skumplasten er et sjovt porøst materiale at arbejde i – det er nemt at ridse, skrive, skære og tegne, der skal ikke trykkes særligt hårdt.

Folk bænkede sig rundt om bordet med skumplasten, og begyndte inden længe at bearbejde materialet. Der blev tegnet træer, shelters, prospekt over byen, en gøende hund, Kejserbækken i flere variationer, flag, blomster, et drivhus, huse, vindmøller, en hånd, en kat, en garage, en ko, en firlænget gård, en fisk, en båd, en hestevogn, en sol m.m. Der blev skrevet gode moreller og andre ting. Der blev skåret figurer ud.

Joaquin gik rundt og snakkede, opmuntrede og kom med idéer. Folk snakkede med sidemanden, spurgte ind, gav gode råd og grinede.

Indimellem blev der drukket kaffe eller en øl i baren, det var hyggeligt!

Nu blev det store stykke skumplast lagt ned på gulvet og Joaquin stillede sort maling frem og ruller. Malingen skulle rulles ud på skumplasten, masseres godt ned i overfladen, folk rullede på skift.

Til sidst blev den sorte overflade dækket af et ark af kraftigt hvidt papir, samme størrelse som skumplasten, og nu skulle papiret trykkes godt ned mod den sorte maling og stryges med hænderne. Da papiret forsigtigt blev lirket af skumplasten, kom et billede til syne – et tryk af Åstrup.

Billeder blev betragtet, først mens det lå på gulvet i forsamlingshuset, og dernæst udenfor på murstensvæggen, hvor det blev hængt op med malertape. Folk trådte tilbage og så på det fælles udtryk, det fælles stykke arbejde. Nogle gik tæt på for at nærstudere. Og på Joaquins opfordring skrev kunstnerne deres navn og alder på – til minde – og så byens børn og andre efterfølgende kan se, hvem der var med til at lave billedet.

Joaquin snakkede om, at man i processen med at tegne, ridse og skrive i skumplasten på en måde kommer tilbage til sin barndom, til en måde at udtrykke sig på, som mange har gemt væk i mange år og derfor næsten har glemt.

Der blev klappet af Joaquin og af billedet. Det var sjovt at være med og meget overraskende at se det færdige tryk, var der mange der sagde.

Hollandsbjerg

Tegneworkshop i Hollandsbjerg
Jens- Rune Gissel er tegner og maler. Hans workshop i Hollandsbjerg forsamlingshus handlede om at tegne. Inden deltagerne blev sendt ud i landsbyen med skitseblokke og bløde blyanter, holdt Jens-Rune et oplæg i forsamlinghuset, hvor han fortalte lidt om det, at tegne, om hvordan man kan gribe det an, selvom man måske ikke har tegnet i mange år, måske ikke siden man var barn.

Jens-Rune snakkede om at være turist i sin egen by, gå på opdagelse i den, lægge mærke til den med blikket forud for at forsøge at få den ned på papir. Han havde en bog med, som han lod gå rundt, den hedder H.C. Andersen som billedkunstner og er skrevet af Kjeld Heltoft.

H.C. Andersen rejste meget, skrev om stederne han besøgte, og tegnede stederne. Der er mange, der ikke kender H. C. Andersens tegninger. De er enkle og fine. Tegningerne kunne være inspiration for deltagerne i workshoppen, inden de begav sig ud i Hollandsbjerg på jagt efter motiver.

Der var klapstole til alle i skurvognen på Sportspladsen. Jens-Rune opfordrede til, at man skulle tage en stol, finde et sted, sætte sig og kigge på stedet i nogle minutter og først derefter begynde at tegne.

Der blev fundet stole og steder og kigget og tegnet og snakket og givet gode råd til hinanden og udvekslet erfaringer. Nogle fandt et motiv lige ved siden af skurvognen, andre bevægede sig længere væk, ud på en eng, hen til en geddemark, tæt på et træ eller helt op på Møgbakken, hvor landskabet åbner sig. Der gik hurtigt mere end en time. Jens-Rune var rundt og snakke med alle og spørge ind og give gode råd. Nogle stykker kunne slet ikke løsrive sig igen.

Tilbage i forsamlingshuset lavede Jens-Rune en udstilling, der blev klappet og kigget på hinandens billeder og forsamlingshuset bød på et glas. Én sagde, at hvis hun ikke havde hørt Jens-Runes gode oplæg som introduktion til workshoppen, var hun gået ud og havde tegnet en tændstikmand. Men oplægget havde betydet noget for hendes tegning. Godt at høre.